Presseinformation om BirchGM Rally Silkeborg – 3. juni 2016
Planlægningen af historisk rally i Silkeborg i fuld gang
Selv om der i de seneste måneder har været forholdsvis stille omkring BirchGM Rally Silkeborg, der skal finde sted den 27. august som en del af Automania-arrangementet midt i Silkeborg, så har folkene omkring arrangementet ikke ligget på den lade side.
”Der har været arbejdet på højtryk med at få alle beboertilladelser på plads. Og det er vi nået i mål med. Og der har været rigtig stor interesse for arrangementet, hvor mange af de lokale beboere langs hastighedsprøverne allerede er i gang med at planlægge grillparty m.v. i forbindelse med rallyet,” fortæller løbskoordinator, Hans-Jørn Søgaard Andersen.
Der er lagt op til, at BirchGM Rally Silkeborg kommer til at bestå af ca. 50 km rigtigt spændende prøvekilometer, fordelt på fem prøver, hvoraf den ene er den kringlede og teknisk svære prøve på Søvej i Silkeborg.
”En af de mest garvede inden for dansk rally, Freddy Pedersen, var forleden ude og køre rallyprøverne igennem, og han udtrykker stor begejstring for prøverne, der både er krævende og varierende,” siger Hans-Jørn Søgaard Andersen.
Da løbet er tællende til DM for historiske biler, samt DM i minirally, forventer arrangørerne omkring 60 deltagere. Og netop det store deltagerantal gør, at pladsen på Søvej og de skønne omgivelser ved Rådhuset i Silkeborg simpelthen er for små. Rallycentrum for rallykørerne er derfor i år lagt til Grauballe Forum lige øst for Silkeborg, hvor den lokale idrætsforening, samt bestyrelsen i Grauballe Forum, bakker op omkring arrangementet.
”Nogle af bestyrelsesmedlemmerne har givet udtryk for, at det er en kæmpeopgave, men samtidig også en stor chance for at få sat Grauballe på det ’danske’ verdenskort med sådan et arrangement. Også Silkeborg Kommune har været rigtig positiv indstillet overfor arrangørerne fra Kjellerup og Omegns Motorklub,” siger Hans-Jørn Søgaard Andersen, der også har mærket stor lokal opbakning på andre områder. ”Bygge- og investeringsselskabet BirchGM er hovedsponsor og gør det sammen med en række lokale sponsorer muligt at afvikle rallyet på et rigtig godt og solidt grundlag.”
Nu forestår opgaven med at få søgt de nødvendige tilladelser hos politi og kommunale myndigheder, så det hele er klar til den 27. august.
Det er bilerne fra 70erne og 80erne, man vil kunne opleve ved BirchGM Rally Silkeborg, eksempelvis en Opel Ascona som denne kørt af Hans Erik Madsen/Erik Bo Hansen.
BirchGM Rally Silkeborg tæller til DM i rally for de historiske biler – en titel, som Flemming Hansen/Palle Gustafsen tidligere har vundet i deres Ford Escort.
Fakta
BirchGM Rally Silkeborg er et rally for historiske rallybiler, som afvikles den 27. august. Løbet får base i Grauballe nord for Silkeborg, og alle hastighedsprøver vil blive afviklet i områderne omkring den midtjyske by. Løbet tæller til DM i historisk rally og DM i minirally.
Løbskoordinator Hans-Jørn Søgaard Andersen
Telefon 20 21 99 96
Udsendt for
Rally Silkeborg
Kjellerup og Omegns Motorklub
www.rallysilkeborg.dk
af
Alstrup PR & Marketing
Fortunavej 20, Paderup
8960 Randers SØ
Tlf.: 20 20 74 22